Finanslov 2012
1. december 2011, Brian Ovesen
Efterskoleforeningen har i dag udsendt følgende pressemeddelelse:
Et år på efterskole bliver billigere!
Når Finansloven for 2012 snart vedtages, bliver der glæde både hos de mange forældre, der aktuelt har barn på efterskole, og blandt forældre, der planlægger et efterskoleophold for deres barn.
Elevstøtten forhøjes til det niveau, den havde før den såkaldte genopretningspakke. Endvidere sker der en forhøjelse af støtten til familier med indtægter under 610.000 kr., og efterskolerne får derudover mulighed for at give delvis friplads til elever med særligt behov for økonomisk støtte.
Efterskoleforeningens formand Troels Borring retter en stor tak til partierne bag aftalen og udtaler:
"Den forhøjede støtte gør det igen økonomisk overkommeligt for alle forældre at vælge et efterskoleophold til deres børn. Samtidig understøtter det skoleformens muligheder for at påtage sig et socialt ansvar, og vi påtager os med glæde at leve op til Børne- og Undervisningsminister Christine Antorinis udtalelse om, at et godt efterskoleophold kan være afgørende for, at den unge kan gennemføre en ungdomsuddannelse".
Baggrund
Genopretningspakken betød fald på 8 % i elevstøtten og gik især ud over familier med høje indkomster.
Den gennemsnitlige støtte til efterskoleelever i indeværende skoleår 2011/12 er faldet med ca. 8 % i forhold til skoleåret 2010/11, som følge af den tidligere regerings genopretningspakke. Der er ikke mindst sket en markant reduktion i støtten til familier med indkomster over 835 t.kr.
Finansloven for 2012 indebærer, at støtten til familierne i anden halvdel af 2011/12 bringes tilbage til den ordning, der var gældende for 2010/11, og det samme gælder for det kommende skoleår 2012/13.
Den ændrede skala sikrer en bedre balance i elevsammensætningen, idet det bliver økonomisk overkommeligt for alle. Den tidligere regerings forslag til elevstøtte for 2012/13 og fremefter ville betyde, at støtten til familieindkomster over 900 t.kr. blev voldsomt reduceret. Ændringerne på den kommende finanslov betyder, at dette indgreb i forhold til de højere indkomster fjernes, samtidig med at der sker en forbedring i støtten til familier med de laveste indtægter.
Mulighed for at støtte familier i knibe. Hidtil har efterskolerne kun haft meget begrænsede muligheder for at hjælpe familier, hvis økonomiske vilkår - og dermed mulighed for at betale for et efterskoleophold - pludselig blev forringet, fx som følge af den økonomiske krise. Efterskolerne får fremover mulighed for at give delvis friplads til et begrænset antal elever med særlig trang eller ændrede vilkår.
Stipendiepuljen forhøjes og modtagerkredsen udvides. Som led i Finanslovsaftalen forhøjes det beløb, efterskolerne råder over til stipendier til fremme af integration, og det bliver også muligt at give stipendier til efterskoleophold for børn af herboende grønlændere.
Yderligere oplysninger af politisk art ved kontakt til formand Troels Borring 2179 2410
Spørgsmål af teknisk art til sekretariatsleder Sophus Bang Nielsen på 3317 9580 eller 4043 6220
Vi forventer, at alle skoler i dag modtager orientering fra Ministeriet for Børn og Undervisning om såvel de ændringer, der sker i elevstøtten til elever i indeværende skoleår, som elevstøtten i det kommende skoleår.
Endvidere er der, som det vil fremgå, en kraftig udvidelse af beløbet til individuel supplerende støtte.
Der sker ikke ændringer i elevstøttebekendtgørelsen. Beregningsgrundlaget er således fortsat husstandsindkomsten. Det betyder, at der stadig ikke sker omberegning, såfremt papirløse samboende går fra hinanden, eller den ene dør. Til gengæld har I nu økonomisk mulighed for at hjælpe i disse situationer og fx også i situationer, hvor økonomisk krise væsentligt ændrer familiens økonomiske råderum. Vi vil snarest revidere afsnittet om supplerende støtte i leksikonopslaget om elevstøtte.
Klik på billedet for at starte diasshow
