Foto - fortæl historier i billeder

Man siger, at et billede siger mere end tusinde ord. På fotolinjen kommer du til at arbejde med billeder på mange forskellige måder. Du vil lære om kamerateknik, lyssætning, komposition, billedbehandling og de forskellige fotografiske genrer. Gennem forløbet vil du tilegne dig en række værktøjer, der hjælper dig til at blive en bedre fotograf - og så kommer du til at tage rigtig mange billeder!

Kamera og teknik
Vi arbejder med spejlreflekskameraets muligheder, og lærer om kamera-teknikker som lukketid, blænde og ISO - og fotografiets virkemidler som komposition, farver og symboler mm. Med den viden i baghovedet, vil du lære at skabe det magiske øjeblik, som er essensen af et godt fotografi. Vi redigerer billeder i Adobe programmerne Photoshop og Lightroom. Ofte har vi fælles gennemgange af vores billeder - så vi kan blive inspireret af hinandens arbejde. 


Det er ikke en forudsætning, at du har kendskab til teknik, hverken kamera eller billedbehandling. Blot du er nysgerrig, og har lysten til at fotografere! Det er muligt at låne skolens digitale spejlreflekskameraer, samt computere med Adobe programmer. Vi har også vores eget fotostudie.

Vi kommer blandt andet til at arbejde med:

  • Portræt - et portræt fortæller, hvem du er. Vi skal forsøge at lave gode og spændende portrætter ved at bruge fotografiske værktøjer til at indfange det helt særlige ved personen foran kameraet. Vi kommer både til at arbejde med opstillede portrætter i vores studie ‘Black Box’ og dokumentariske portrætter i miljø.
  • Fotojournalistik - handler om at fortælle historier i billeder. Vi skal arbejde med reportagefotografi - lære hvordan man sammensætter en billedserie og skriver billedtekster, samt diskutere fotografiets kraft i medierne, herunder etik og historie.
  • Kunstnerisk foto - her skal vi lege med forskellige virkemidler både i selve optagelsen og i efterbehandlingen. Vi skal blandt andet “male med lys” - en teknik, hvor man skaber kreative billeder ved hjælp af kameraets lukketid og en håndholdt lyskilde, for eksempel stjernekastere eller ståluld. Og så skal vi lege med glas, strømpebukser, plastikflasker og andre sjove ting, der kan skabe kunstneriske og anderledes billeder. Når man laver kunst, er der ingen regler.
  • Landskab og natur - landskabsbilleder er en fotografisk genrer, der giver os muligheden for at fotografere i efterskolens smukke naturomgivelser. Vi skal tidligt op og fotografere i det bløde morgenlys, lige før solen står op, og ud om natten og lege med stjerner og lang lukketid. Det er også i naturen, vi skal lege med makroobjektiver og komme helt tæt på dyr, blomster, regndråber og hvad der ellers fanger øjet.

Linjefagsdage
I løbet af året har vi 10 linjefagsdage, hvor vi har mulighed for at tage ud af huset. Førhen har vi blandt andet besøgt Randers Regnskov, hvor vi fik et oplæg af deres naturfotograf, og efterfølgende prøvede vi selv kræfter med dyreportrætter. Vi har også været på street photography tur i Aarhus og prøvet kræfter med street photograpghy. I løbet af skoleåret vil vi få besøg af spændende oplægsholdere fra den danske fotobranche.

 

Makro foto af myre

Makrofotografi af myre

'Upside Down'

Light painting - at male med lys

Farvepulversjov

Farvepulvereksplosion

Kunstnerisk fotografi

Elevproduktion

Lyder fotolinjen som noget for dig, eller har du spørgsmål? Så tag endelig fat i os.