Høretab
For unge med høretab kan det være særligt oplagt at tage på efterskole. Som ung med høretab ved du, at du altid skal gøre en ekstra indsats for at være med. Som ung med høretab er det sværere at være med i samtaler og at opfange alle de lyde, der er en del af vores verden.
Lydene, sproget og samtalen betyder meget for vores udvikling og vores trivsel. Det kan være svært at være med i alt, hvad ens kammerater er optaget af, og man kan godt komme til at føle sig udenfor.
Hvis du er den eneste med høretab i din klasse, er du alene om at få andre til at tage hensyn. Efterhånden får du måske en fornemmelse af, at du er lidt underlig, og at du ikke er så meget værd som de andre.
Som ung med høretab kan du derfor have en ekstra grund til at tage 9. eller 10. klasse på efterskole, hvor du også kan møde andre med høretab.
Frijsenborg Efterskole og høretab
Du vil møde andre med høretab. Du vil opdage, at unge med høretab er lige så forskellige som andre mennesker. Du vil kunne snakke med andre om, hvordan det er at have et høretab. Du kommer til en skole, hvor alle ved noget om det at have et høretab og er indstillet på at tage de nødvendige hensyn. Skolens lærere er vant til at undervise elever med høretab. Skolen kan yde konsulent-bistand. Skolen er udstyret med alle de nødvendige tekniske hjælpemidler. Elever med høretab og normalthørende er sammen i både undervisning og samvær
Målsætning for elever med høretab på FUS
Samværet med andre
På skolen møder du andre unge, som du hurtigt vil komme til at kende. Når alle bor på samme sted, spiser sammen, bliver undervist sammen, oplever hverdagens mange begivenheder og episoder sammen, laver sjov med hinanden og klarer problemer sammen, så kommer vi også til at kende hinanden. Der opstår det, vi kalder et forpligtende fællesskab, og i det er der også gode muligheder for at lære sig selv bedre at kende.
Undervisning
I den del af undervisningen, hvor eleverne er fordelt på hold, er holdstørrelsen mellem 8 -17 elever. I undervisningslokalerne er bordene opstillet sådan, at du som har et høretab kan følge med i hvem der siger noget og desuden har god mulighed for mundaflæsning. Der er mulighed for specialundervisning i de fag, hvor du har behov for hjælp. Du kan også få taleundervisning.
I nogle timer samler vi alle de med høretab for her at snakke om det, der særligt angår unge med høretab. Alle skolens lærere har et godt kendskab til unge med høretab og ved hvilke særlige hensyn, der skal tages i undervisningen. Desuden har vi en lærer uddannet som tale-hørepædagog.
Undervisningsplan for elever med høretab på FUS
Teknisk udstyr
Skolen er udstyret med teleslynger i alle fælleslokaler og infrarødt sende modtage udstyr i alle klasselokaler. Desuden bliver der lejlighed til af afprøve forskellige andre typer af udstyr. Du behøver således ikke at medbringe FM-udstyr fra din hjemskole.
Skolens politik vedr. udstyr
I det hele taget tilstræber vi, at lytteforholdene er så gode som muligt (godt lys, minus støj, god akustik, optimale tekniske hjælpemidler).
Hvordan bliver du elev, hvis du har et høretab?
Skolen afsætter hvert år 22 pladser til elever med høretab. Se under punktet "optagelse", hvordan du bliver optaget.
Hvis din hørenedsættelse er så stor, at du har brug for tegnsprog for at kunne føre en ordentlig samtale med andre, er Frijsenborg Efterskole ikke det rigtige sted for dig.
Biografen i Hammel
Vi har et godt samarbejde med biografen i Hammel, vi bruger ofte biografen enten til et af vore egne arrangementer, eller vi besøger dem i forbindelse med en af de film de viser. Derfor har vi bidraget til at få sat FM-udstyr op i salen, klik evt. her for mere info.
